Frihed under ansvar

Det var en kold dag i februar. Anton vil tage i juniorklubben efter skole, og ville denne dag være der til lukketid kl. 17. Juniorklubben er kendt for sine gode faciliteter både indendørs og udendørs, med frihed under ansvar. Indendørs er der forskellige faciliteter som bliver brugt flittigt. Juniorklubben har blandt andet to værksteder, et hvor drengene har rig mulighed for at udfolde sig kreativt med fx at lave våben, og et hvor pigerne er kreative med symaskine, håndarbejde osv. Børnene har selv fået opdelt værkstederne sådan.
Derudover har juniorklubben det velkendte pigerum, som er et sted hvor pigerne har mulighed for dans og musik, tøsehygge og kvalitetstid uden afbrydelser fra drengene.
Computer og playstation rummene er populær, især ved drengene som er gode til at samarbejde og spille mod hinanden. Boldbanen, tarzanbanen og skaterbanen bliver benyttet i alt slags vejr, og børnene kan udfolde sig som de har lyst.

 

Anton er en af de yngste i juniorklubben, men han er samtidig en af de hurtigste og højeste. Hans lange ben er med til at gøre ham god til sport, her i blandt fodbold.
 I hverdagen er sporten indpræget i ham, som kan ses i hans moderne mærkevare træningstøj han ofte har på, og hans interesse for fritidssport.
Anton har altid en ny klippet smart frisure, og ligner ikke på ret mange punkter sin bedste ven Magnus. Magnus kan virke en smule umoden i forhold til Anton, men har en ekspertise i forhold til piger, som Anton indimellem misunder. Dette er ikke noget der hindre dem, da Anton ikke lægger mærke til andet end at Magnus, er bedre til at snakke med piger, end han er. 
Antons forældre Grethe og Jørgen har under hele Antons barndom haft en løftet pegefinger, når der var snak om det modsatte køn. Det er ikke noget han skal interesser sig for, før han når 15 års alderen, og så er det lovligt at være seksuel aktiv.
Her er Magnus’ opvækst anderledes, da hans forældre synes det er en naturlig del af børns færden, at få en interesse for det modsatte køn, og at det er noget man tager som det kommer.

Ida og Maja er et par af de tøser som er jævnaldrende og går i samme klasse som Anton. Pigerne elsker at være i det såkaldte pige rum, som pædagogen Tom har lavet til dem, så de kan få lidt fred og ro fra drengene indimellem. Dog begynder pigerne ligesom drengene at have interesse i det modsatte køn, og synes at det er spændende hvad de foretager sig. Pædagogen Tom er den fastansatte pædagog i juniorklubben. Tom er en anerkendende pædagog, der lavede rummet til pigerne, da han observerede at drengene har nemmere ved at samle sig i de andre rum, ved computer, playstation osv. Hvor pigerne mere brugte disse rum enkeltvis. Trods misundelsen fra drengenes side i starten, da de ikke havde et rum de kunne kalde deres, er det gået godt med rummet. Pigerne bruger det når de har brug for tøsehygge UDEN afbrydelser, og drengene har fundet ud af at de ikke behøver et rum mere.

 

Denne kolde dag i februar er Anton og Magnus ude og spille fodbold med to andre drenge fra juniorklubben. Drengene råber højt og lever sig ind i kampen. Pigerne Maja og Ida sidder på en bænk, ikke så langt fra drengene, snakker højt og fniser. Anton ser pigerne og skubber til Magnus, så han også ser dem og griner fjollet. Pigerne lægger mærke til drengenes fjolleri, de rejser sig og går hen imod drengene. Maja siger ”Hej drenge, hvad laver I?” Anton bliver blufærdig og gemmer sig lidt ved siden af Magnus. Magnus føler han har styr på situationen, og laver nogle fjollede bevægelser foran pigerne, som Anton bevæger sig med på. ”Kan I ikke se, at vi spiller fodbold? Hvad grinte I af over på bænken?” svarer Magnus lidt smart i tonen. Pigerne synes at det er irriterende når drengene fjoller og de prøver at snakke med dem. 
”Kom Ida, vi gider ikke høre på dem mere.”
”Lad os gå ind i pigerummet Maja.”
Det høre drengene, og Anton spørger ”Skal vi følge efter dem, for at se hvad de laver?”

Magnus svarer ”Ja kom Anton.”
Da de kommer ind på gangen, hører de døren smække ind til pigerummet. De lister sig hen til døren og smuge lytter. Magnus åbner døren på klem, ser at pigerne danser og siger ”Hej piger.” ”UUUUUUUUD” råber pigerne i kor og smækker døren. Drengene kigger på hinanden og griner.   
Magnus spørger Anton ”om det ikke kunne være sjovt at gå hen og finde Anton’ mobil, i hans skoletaske.” Anton kigger ned i gulvet, og tænker lidt over om det er en god ide.
Magnus siger ”Vi kan tage et billede af pigerne mens de danser?”
”Ejjj det er nok ikke en god ide” svarer Anton.

”Jo jo, det skal nok blive sjovt. KOM NUUUUUUU ANTON.”
Anton kan også godt se det sjove i det, og finder sin mobil i skoletasken.
Drengene står igen og lytter, med hovedet op ad pigerummets dør. De kan høre at pigerne synger med på Justin Bieber. ”kom så, nu gør vi det Anton, åben døren og tag billedet, så holder jeg vagt ved døren.”
Anton tøver, kigger ned i gulvet og gør mobilen klar. Han åbner døren, musikken var så høj, at pigerne ikke kunne hører at døren går op. De står med ryggen til, og i det sekund de vender sig rundt tager Anton et billede. Pigerne står med en vandflaske i hånden, og synger med på en Justin Bieber sang. Pigerne bliver chokeret, og løber grædende væk for at finde pædagogen Tom.  

Anton kigger på Magnus med tårer i øjne, og ser at Magnus står og griner. Tom og pigerne kommer gående over til drengene. Anton kigger skyldfølende ned i gulvet, mens Magnus fniser lidt i skjul. Tom som står med de to grædende piger, beder drengene om at komme med ind i pigerummet, for at fortælle deres side af historien. Magnus fortæller at de tog billedet, fordi det kunne være sjovt at vise de andre deres dans. Anton sidder tavs og tør ikke at kigge Tom i øjne.
Pædagogen forklarer dem, at det ikke er okay at tage billeder af andre, hvis ikke de er med på at få det taget. Han beskriver hvor kede af det pigerne er, over for drengene, giver dem en forståelse for, at det er pigernes rum og at de ikke vil forstyrres når de er derinde.  

Tom siger til sidst at billedet skal slettes og pigerne nikker. Anton og Magnus nikker også, kigger over på Maja og Ida og siger undskyld. Pigerne snøfter lidt, nikker og siger de gerne vil have fred og ro i pigerummet nu. Tom mener at konflikten er løst, og lader børnene drage hver til sit.

Definition af omsorg

I DKK har vi fået til opgave at skrive en tekst til intern og ekstern modtagere.

Intern modtager:

Kære Forældre. Vi har her til formiddag haft besøg af Birthe' hund. Birthe er pædagog på stuen, hendes hund var meget spændende for børnene, da vi har haft om temaet "liv i naturen" da har vi været på en masse ture, og børnene har været meget fasineret af de hunde der har været på tur med deres ejer. Vi har under vores tema beskæftigede os med hunde. Da har vi forsøgt at tegne hunde, med tusser og maling. Birthe' hund var meget interessant, da de kunne røre og snakke med den i virkeligheden.
Efter vi har haft hunden på besøg. Har vi snakket meget om den - hvad kan en hund og hvad siger en hund.. Børnene har forsøgt at lege hunde selv.
Det har derfor været en meget interessant og lærrig dag for børnene.
Imorgen skal vi igen på tur, vi skal ud og besøge en bondegård - hvor vi skal undesøge andre dyr.
Husk derfor praktisk tøj og madpakke til jeres barn.

Ekstern modtager:
I daginstitutionen skovhøj. Arbejder vi ud fra et udgangspunt inklusion. Det er vigtig for os at sætte os ind i det enkelte individs kultur, baggrund og identitet. Det er en værdi at kunne inkludere hinanden i vores institution, og med det er det vigtig med nogle gode nøgleord bla.:

• at styrke barnet i at sætte sig i andres sted
• at styrke barnets kropsbevisthed
• at kunne ingå sig socialt
• at barnet får succes                                          

Ud fra bla. disse nøgleord, syntes vi at man i en institution kan trives godt. Det er vigtig at vi anderkender hinanden og samarbejder om et godt fællesskab. Både børn og voksen skal syntes det er rart at komme i huset. Med det er det vigtig at alle kan trives godt både store som små. Velkommen til daginstiutionen skovhøj.                                     

Sascha

En tilfældig dag på arbejde med udviklingshæmmede .........  (navnene er ændret) 
En af beboerne i mit arbejdsfællesskab på bostedet, havde fødselsdag denne dag, og skulle selvfølgelig fejres. Om eftermiddagen da Bodil kom hjem fra arbejde, hjalp hun til med at gøre klar til at noget familie kom, og fik kage sammen med hende. Da hun valgte at det kun skulle være familien til kage, blev vi enige om, at vi kunne inviter nogle andre beboere til fødselsdagsbordet når der var aftensmad. Mens vi sad og hyggede begyndte Inger sin næsten daglige snak om at hun ingen penge måtte få, at hun aldrig må noget og at alle andre må. Jeg svarede hende med at jeg vidste at hendes kontaktperson, gentagende gange havde sagt at Inger endelig bare skulle sige til når hun vil have nogle lommepenge, og vil til noget, for så var dette muligt. Det skal her siges at Inger er en kvinde, der tit siger nej til det hun bliver tilbudt, og det giver hende et dilemma næsten hver dag. Inger svarede mig med at hun ikke syntes det jeg sagde var rigtigt, og gentog tingene igen. Jeg fortalte hende at jeg ikke synes det var rigtigt, nævnte nogle ting hun lige havde fået og var glad for, og at hun jo bare skulle sige til hvis hun gerne vil have nogle lommepenge nu. Inger slutter samtalen her med et "hm" , og der blev helt stille ved bordet. Efter nogle sekunders stilhed begyndte Bodil at grine stille, hvilket virkede til at hun gjorde, for at få stemningen op igen. Dette påvirker Inger så meget at hun begynder at slå sig selv på brystet og i hovedet 5-6 gange. Jeg beder hende om at stoppe, men indser at hun ikke stopper, og rejser mig hurtigt, så vi kunne få det stoppet ved de slag. Jeg ender med at holde Ingers arme i lidt tid, mens jeg stadig beder hende om at stoppe med en mere roligere stemmer. Efter 10-25 sekunder hvor jeg må holde hendes arme, slapper hun mere af igen, og jeg slipper hendes arme. Jeg finder mig en stol og sætter mig ved siden af Inger, for at høre hvorfor hun begyndte at slå sig selv, hvilket hun ellers meget sjældent gør. Inger begyndte at græde og sagde at hendes mave gjorde så ondt. Dette er en daglig smerte for Inger, som lægen har valgt at kalde nervøs mave, da Inger ofte tænker på negative ting som indimellem kan påvirke. Da jeg har haft en samtale med Ingers kontaktperson vidste jeg dog at der ofte er andre årsager hvis hun virker negativ, og siger det er pga. maven. Jeg ligger mine hænder på hendes hænder, og hun tager mig hurtigt i hånden. Vi sidder i noget tid og snakker frem og tilbage om at det er bedre at lave noget man kan lide, i stedet for at tænke på dumme ting alt for tit. Hun nævner tilfældigt hendes gode ven Peter og hans helbred. Inger vil ikke have vi kalder Peter for hendes kæreste, pga. nogle dårlige forhold tidligere i hendes liv, men det er egentlig det han er. Jeg spørger ind til Peter, og det kommer til sidst frem, at hun snakkede med Peter igår, og at han der havde sagt "og hvad så hvis mit hjerte så ikke kan mere?" hvilket havde påvirket Inger meget, for som hun selv sagde kunne hun jo ikke klare at tænke på hvis han ikke var her mere. Vi fik os en god snak om det hele, og hun tog mig flere gange i hånden. Samtalen blev sluttet af med nogle smil og grin, da vi fik set på de positive ting, og det positive i at Peter får medicin, og at lægerne holder øje med ham. Det tog en lang snak, men jeg tror at vi til sidst kom ind til det der egentlig var det der havde gået hende på.