Sascha

En tilfældig dag på arbejde med udviklingshæmmede .........  (navnene er ændret) 
En af beboerne i mit arbejdsfællesskab på bostedet, havde fødselsdag denne dag, og skulle selvfølgelig fejres. Om eftermiddagen da Bodil kom hjem fra arbejde, hjalp hun til med at gøre klar til at noget familie kom, og fik kage sammen med hende. Da hun valgte at det kun skulle være familien til kage, blev vi enige om, at vi kunne inviter nogle andre beboere til fødselsdagsbordet når der var aftensmad. Mens vi sad og hyggede begyndte Inger sin næsten daglige snak om at hun ingen penge måtte få, at hun aldrig må noget og at alle andre må. Jeg svarede hende med at jeg vidste at hendes kontaktperson, gentagende gange havde sagt at Inger endelig bare skulle sige til når hun vil have nogle lommepenge, og vil til noget, for så var dette muligt. Det skal her siges at Inger er en kvinde, der tit siger nej til det hun bliver tilbudt, og det giver hende et dilemma næsten hver dag. Inger svarede mig med at hun ikke syntes det jeg sagde var rigtigt, og gentog tingene igen. Jeg fortalte hende at jeg ikke synes det var rigtigt, nævnte nogle ting hun lige havde fået og var glad for, og at hun jo bare skulle sige til hvis hun gerne vil have nogle lommepenge nu. Inger slutter samtalen her med et "hm" , og der blev helt stille ved bordet. Efter nogle sekunders stilhed begyndte Bodil at grine stille, hvilket virkede til at hun gjorde, for at få stemningen op igen. Dette påvirker Inger så meget at hun begynder at slå sig selv på brystet og i hovedet 5-6 gange. Jeg beder hende om at stoppe, men indser at hun ikke stopper, og rejser mig hurtigt, så vi kunne få det stoppet ved de slag. Jeg ender med at holde Ingers arme i lidt tid, mens jeg stadig beder hende om at stoppe med en mere roligere stemmer. Efter 10-25 sekunder hvor jeg må holde hendes arme, slapper hun mere af igen, og jeg slipper hendes arme. Jeg finder mig en stol og sætter mig ved siden af Inger, for at høre hvorfor hun begyndte at slå sig selv, hvilket hun ellers meget sjældent gør. Inger begyndte at græde og sagde at hendes mave gjorde så ondt. Dette er en daglig smerte for Inger, som lægen har valgt at kalde nervøs mave, da Inger ofte tænker på negative ting som indimellem kan påvirke. Da jeg har haft en samtale med Ingers kontaktperson vidste jeg dog at der ofte er andre årsager hvis hun virker negativ, og siger det er pga. maven. Jeg ligger mine hænder på hendes hænder, og hun tager mig hurtigt i hånden. Vi sidder i noget tid og snakker frem og tilbage om at det er bedre at lave noget man kan lide, i stedet for at tænke på dumme ting alt for tit. Hun nævner tilfældigt hendes gode ven Peter og hans helbred. Inger vil ikke have vi kalder Peter for hendes kæreste, pga. nogle dårlige forhold tidligere i hendes liv, men det er egentlig det han er. Jeg spørger ind til Peter, og det kommer til sidst frem, at hun snakkede med Peter igår, og at han der havde sagt "og hvad så hvis mit hjerte så ikke kan mere?" hvilket havde påvirket Inger meget, for som hun selv sagde kunne hun jo ikke klare at tænke på hvis han ikke var her mere. Vi fik os en god snak om det hele, og hun tog mig flere gange i hånden. Samtalen blev sluttet af med nogle smil og grin, da vi fik set på de positive ting, og det positive i at Peter får medicin, og at lægerne holder øje med ham. Det tog en lang snak, men jeg tror at vi til sidst kom ind til det der egentlig var det der havde gået hende på.